Afslutning på Vietnam

Kære alle.

Undskyld for den lange tavshed fra min side af, men jeg har lavet så meget, at jeg knap nok har haft tid til at trække vejret!

Først tog vi fra Hoi An til Nha Trang. Her mødte vi vores danske guide, kaldet ”Bosse”, der er bosat i Nha Trang, har kone og børn her og ved praktisk talt alt om Vietnam! Han driver et rejsebureau, som samarbejder med DSC (min højskole). Han hjalp os med alt og besvarede alle vores spørgsmål – og så gav han gratis morgenmad hjemme hos ham selv hver morgen. Ikke dårligt!
Men nu til selve byen Nha Trang. Man kan vist roligt kalde det for Vietnams svar på Sunny Beach. Der lå en lækker strand lige ved, hvor vi boede, der var meget turistet (hvilket betød at restauranter med vestligt mad var over det hele = mums!!!), og så kom vi også op på de 30 grader. I Nha Trang brugte vi både tid på stranden, men at shoppe, fået lagt mani- og pedicure og været i mudderbad. Nogle fik også massage, andre slikkede bare sol dagen lang. Det var dejligt at se mange turister i byen, men desværre er netop Nha Trang i disse år meget eftertragtet af russere. Det betyder at alle skilte, menukort etc. Står på vietnamesisk og russisk, og selv vietnameserne virker godt trætte af russerne, der larmer, er uhøflige og bare kommer på charterferie. Dog spår vietnameserne selv, at den russiske turisme vil bevæge sig opad mod Hoi An inden for de næste par år. Det er lidt trist at tænke på, at hyggelige, rolige Hoi An skal belemres med russere – men på den anden side vil det gøre Nha Trang til en meget mere eftertragtet by!

Men russernes tilstedeværelse forhindrede os da ikke i at tage et par byture. Nha Trang er nemlig en af de bedste festbyer i Vietnam. Vi var bl.a. på et klub, kaldet ”Sailing Club”, hvor der var et hav af vietnamesere, en kæmpe DJ-scene på stranden og proppet med mennesker. Det var en underligt oplevelse faktisk at føle sig en smule udenfor pga. ens hud- og hårfarve i forhold til de andre festende gæster. Men om ikke andet fik vi set en masse sjove moves, tykke, hvide, gamle mænd, der lige pludselig scorede tre vietnameserdamer på én aften, og drak en masse (riiiimelig stærke) drinks.
Her I Nha Trang brugte jeg og fire andre piger også nogle penge på, at tage på en easy rider tour. Det går i princippet bare ud på, at man sætter sig op bag på en motorcykel og kører så i (for vores vedkommende) to dages tid. Vi i vores gruppe kørte op til højlandet i Daklak området. Her så vi bl.a. peber-, kakao-, kaffe- og sukkerørsplantager, lokal gademad, holdt pythonslanger, var oppe på verdens 2. største sten, red på elefanter og kørt gennem et uendeligt smuk landskab, med grønne rismarker og vandbøfler til begge sider. Selv om det, for mig, var meget grænseoverskridende at skulle sætte sig bag på en motorcykel, med en vietnamesisk fyr til at ledsage dig i 2 dage, var det helt sikkert noget, jeg er glad for at have oplevet!

Elefantridning på Easy Rider Turen

Fra Nha Trang tog vi så toget ned til Saigon (nu kaldet Ho Chi Minh City). Her har vi spist på en dansk restaurant kaldet Storm P, hvor vi alle (næsten grædefærdige af lykke) fik både rugbrødsmader, stegt flæsk, karbonader, frikadeller, millionbøffer og andet godt. Det var en dejlig og meget tiltrængt fornøjelse! Så har vi bl.a. også set paladset i byen og deres War-museum, som (selvfølgelig) omhandler vietnamkrigen. Det er meget tydeligt at se, hvilken diskurs der bliver lagt fra vietnamesernes side i spørgsmålet om, hvem der var grummest i krigen, men med kritiske øjne lærer man at sortere det unødvendige propaganda fra. Men hvad der dog rørte mig meget, var et rum fyldt af billeder af misdannede børn i forskellige aldre. Deres misdannelser er nemlig resultatet af en angrebsmetode fra USA's side, der senere skulle vise sig at give fatale konsekvenser. ”Agent Orange”, som det blev kaldt, var en måde for USA hvorpå, de ødelagde, ikke alene miljøet i dele af Vietnam, men også befolkningens gener. De sprøjtede skovene og miljøerne med det, der hedder dioxin, som er et kemikalie, der (så vidt jeg har forstået) bl.a. får træerne til at miste deres blade – for evigt. Derudover skaber det også alvorlige genmutationer. Man sprøjtede med det, for på den måde hurtigt at ødelægge guerillaens gemmesteder og derved få nemmere ved at knuse den stærke landguerilla. Men problemet med dioxin er, at det ikke er blevet renset ud af olien og jorden i Vietnam endnu. Det betyder, at mange børn bliver født misdannede og vanskabte, uden ben, arme, øjne, med store bylder, defekte ansigter, manglende hænder, fingrer og andre misdannede legemsdele. Det var nogle virkelig uhyggelige billeder at se, der satte mange følelser og tanker i gang omkring krigen. Især fordi vi faktisk flere gange har set nogle af disse ”misdannede” mennesker gå rundt på gaden og tigge. Det er en barsk virkelighed!

MEN en i krig er ingen hellige, og efter at have været ude og besøge Cu Chi Tunnels, er min foragt for vietnamesernes besættelse af krigen, vokset. Cu Chi Tunnels er de tunneller, som vietnamesernes guerillahær havde bygget og brugte under krigen. Udover at det er fuldstændig ud over min logiske sans, hvordan de har kunnet grave, bygge og skabe sådan et sejt fungerende undergrundssystem, er det mig en gåde, hvordan de har kunnet bevæge sig i de ultrasmå klaustrofobiske gange uden at gå i panik. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ned i en af tunnellerne, da jeg vidste, at jeg ville gå i panik.
Men lige så meget som jeg beundrer de små vietnamesere for deres kløgt, lige så meget væmmedes jeg ved deres måde at omtale krigen på. Vi startede hele vores rundvisning med at se en film om nogle af guerillakrigerne. Der var bl.a. en pige (på vel omkring min alder?), der, som de sagde i filmen, ”succeeded in killing 116 American soldiers.” Succeeded in???!!! Det er vel aldrig en succes at dræbe et andet menneske – uanset om det er i krig eller ej. Og når du først fik lov at se deres ”fælder”, hvorpå de fangede amerikanske soldater og lod dem bløde til døde, er man ikke længere i tvivl om, at den krig (selvfølgelig) aldrig burde have fundet sted, men mest af alt, at begge sider var lige gode om det.

Vi har også overnattet to døgn i Mekong Deltaet (området omkring floden Mekong, der bl.a. også løbet igennem Kina, Laos og Cambodja). Der var vi på cykeltur på landet, hørte lokal musik, drak risvin med slanger (!!!!), så hvordan de lavede karameller på kokosmælk, og smagte på "poprice" og "popnoodles" (ja, ligesom popcorn, bare med ris og nudler i stedet!). Det var dejligt at komme lidt ud på landet, og få lidt renere luft i lungerne. 

Så når man ser bort fra deres hadefulde holdning til Vietnamkrigen, har jeg nydt at være her. Selv om jeg nok aldrig helt vænner mig til deres opførsel, som på så mange måder er forskelligt fra vores vestlige kultur og kutyme, vil jeg helt sikkert savne landet, når vi rejser i morgen tidlig. Men det bliver nu også rart at komme lidt videre. Og nu nærmer tiden sig jo, hvor der kun er 11 dage tilbage inden vores hjemrejse! Det bliver for mærkeligt at komme hjem, selv om jeg nu savner alle en hel del. Og så er jeg efterhånden også ved at være godt træt af at leve i en kuffert.

Jeg glæder mig til at se jer alle!

//Lucinda. 

Kulturchok!!!

Kære alle!

Så er vi endelig kommet til Vietnam. Vi har rejst fra Hanoi (Nordvietnam) med nattog til Hué, og derfra bus til Hoi An, hvor vi nu er de næste par dage.

Men det har været noget af et kulturchok.
For det første kan man nævne trafikken, som er livsfarlig. Her er flere scootere end biler og cykler tilsammen, og det betyder også, at der ikke er en normal spor-fordeling på kørebanen. Her overhaler man indenom, udenom, dytter, blinker og råber, mens man bryder, den tilsyneladende ikke-eksisterende, færdselslov. Det har været vildt at komme fra Australien, hvor bilister med det samme stopper op, så snart man nærmer sig en fodgængerovergang, til at komme til Vietnam, hvor bilisterne mere eller mindre bevidst prøver at køre dig ned. 

Trafik i Hanoi

For det andet er der maden. En del af maden hernede er meget lækkert. Men når man i forvejen har levet 2 måneder næsten udelukkende af nudelsuppe, er begejstringen ikke så stor, når man – igen – skal have nudelsuppe til morgen-, middag- og aftensmad. Fisk kan man til gengæld få i alle anretninger her, men når man, som jeg, ikke spiser fisk, betyder det blot at en stor del af retterne er uspiselige. Desværre!
Til sidst bør man også nævne deres mentalitet. Ud over at de kan være meget påtrængende og penge-elskende, så har vietnameserne også en meget anden synsvinkel på både kommunisme og Vietnamkrigen.
Det bemærkede vi især, da vi var ude og besøge Ho Chi Minhs mausoleum. Her fortalte vores guide med glæde om hvad det kommunistiske styre har gjort af gode ting for Vietnam og hvilken stor folkehelt Ho Chi Minh var. Det kan godt være lidt svært at sætte sig ind i deres tankegang, men som vores rejseleder sagde: de har jo aldrig nogensinde lært at se med kritiske øjne på deres samfund, så for dem er det ren barnelærdom.

Men om ikke andet, er jeg faktisk med dagene blevet gladere og gladere for at være her. Når man ser bort fra de meget pågående souvenirs sælgere, er vietnameserne et sejt og hjælpsomt folk. I forhold til Kina, virker de betydelig rigere. Jeg har fx kun set meget få blikhuse. De fleste bor i murstens/beton huse, gerne i flere etager, med smukke altaner og flot udsmykkede døre. Det eneste, der især indikerer, hvor mange penge de har, er deres påklædning og indretning af hjemmet.
Til sidst skal deres penge selvfølgelig også nævnes i en anden sammenhæng; en dansk krone svarer nemlig til ca 3880 vietnamesiske dong. Rimelig besværligt regnestykke at skulle i gang med! Men at spise middag for en 150000 dong er ikke unormalt (da der jo altid skal lægges 10 % i drikkepenge – det er jo det eneste, de tjener på!). Men man vænner sig aldrig til lige at hæve 4000000 dong i nærmeste ATM!

Vores første dage i Hanoi blev primært brugt på at vænne os til Vietnam. Vi fik shoppet en masse souvenirs i den gamle bydel, lærte hvordan man begår sig i trafikken uden at blive slået ihjel, se Ho Chi Minhs mausoleum, kigge i templer og være på kvindemuseum. Vi tog også lige et smut ud til Ha Long Bay, som er et meget smuk område i havet, hvor en masse store klipper står side om side og skaber det unikke billede man har af Vietnam. Med en masse ”bjerge” i baggrunden. Selv om det var meget tåget, som det er her om vinteren i Vietnam, var det en meget smuk oplevelse. Og så er det, så vidt jeg husker, første gang jeg har sovet på en båd. Helt klart noget, jeg vil anbefale!

Udsigt over Ha Long Bay

Fra Hanoi tog vi et nattog mod Hué. Nattoget var utrolig småt og (ret) ulækkert. Der kravlede dyr på væggene og gulvet, der lugtede af røg (her må der jo ryges alle steder), og tæpperne var nussede og beskidte. Derudover blev vores tog to timer forsinket, så da vi endelig kom ud, trængte alle bare til et dejligt varmt bad (og måske også lidt søvn). Heldigvis ankom vi til et dejligt stort hotel, med to dobbeltsenge på hvert værelse, karbad og altan. Derefter kørte vi i bus ud til kongegravene og den forbudte by. Derefter ventede en lækker middag og så tidligt i seng. Dagen efter kørte vi også tidlig fra Hué, hvor vi gjorde et stop på vejen for at se Marble Mountain, som er nogle mindre bjerge, man kan bestige.

Derefter ankom vi til Hoi An, hvor vi har været de sidste par dage. Her er mere stille end i Hanoi, da gaderne næsten er for smalle (eller fyldt med boder!) til at biler kan komme igennem. Her er masser af markeder, lugten af fisk og koriander hænger i byen, og så er den kendt for sine utrolig smukke lamper, som bliver hængt op her til nytår, og giver byen et varmt lys om aftenen. Og ja, jeg mente nytår. Kineserne (og dermed også vietnameserne) holder nemlig nytår d. 31. januar, i stedet for d. 31. december. Derfor er hele byen på den anden ende (bogstavligt talt!), og her er pyntet smukt op, da vi nu går ind i Hestens år ifl. Den kinesiske kalender. Noget andet Hoi An også er meget kendt for, er deres skræddershops. Vi har allerede nu fået syet tøj, og der er mere på vej! Jeg selv har fået syet en meget flot blazer og en lækker buksedragt, og i løbet af de næste par dage skulle en little black dress også være færdig. Det er selvfølgelig ikke ”billigt” i forhold til hvad tøj koster i en tøjbutik i Danmark, men meget billigere end hvad skræddersyet tøj ville koste derhjemme! 

Lanterne i Hoi An

I går var vi også på en lille cykeltur rundt på ”landet”. I de første par minutter på den rustne cykel, uden fodbremser eller cykelhjelm i en sindssyg og kaotisk trafik var jeg helt sikker på, at jeg ville dø under turen. Men selv om det måske lyder mærkeligt, føler man sig næsten tryggere i trafikken på et køretøj. Man kommer hurtigt frem, og de andre trafikanter er opmærksomme på én. Og da vi først var kommet ud på landet, hvor trafikken var langt roligere, og hvor vi var omgivet af knaldgrønne rismarker så langt øjet rakte, var det ikke nær så farligt. Vi cyklede bl.a. ud til vores guides (Ty) mands søsters familie, hvor vi fik gratis frokost. Her, ligesom i Fiji, er det en tradition at spise på gulvet på sivmåtter. Det skal man lige vende sig til igen!

Vi kom alle levende igennem vores cykeltur, men desværre er der en del på holdet, der er begyndt at få feber, hoste, snotter og generelt ikke er helt vel. Det skyldes nok bl.a. den forurende luft, de uhygiejniske omgivelser og de ”kolde” nattetemperaturer (omkring 13/15 grader. Koldt når du kommer fra 30 grader varme Australien!)

I morgen skal vi så fejre nytår på en lækker (og billig) restaurant – det glæder jeg mig til!
Derfor vil jeg slutte af med at ønske alle et GODT NYTÅR!

//Lucinda. 

Cairns, Melbourne, Sydney

Kære alle!

Nu er min tid i Australien så småt ved at være forbi, men jeg er langt fra færdig med dette land! Folk har været utrolig søde, jeg har mødt virkelig mange forskellige folk og Australien i sig selv er jo et virkelig smukt land.
Vi er nu ankommet hertil Sydney, hvor vi har de sidste tre dage, inden vi tager til Vietnam. Selv om jeg føler, at jeg langt fra har set nok her i landet, mener jeg dog alligevel at kende en del til det allerede. Fx kan man her, og generelt over hele Australien, se rigtig mange isbutikker med referencer til Danmark! Her er bl.a. en stor kæde kaldet ”Copenhagen Icecream” (med dansk flag og det hele!) og også en, der hedder ”H. C. Andersen’s Icecream” – så jeg har næsten følt mig helt hjemme!
Derudover kan jeg sige at mad, tøj etc. Er en dyr affære hernede, til tider endda en smule dyrere end i DK. Men en lækker ting har været, at australierne er gode til gratis offentlig transport og gratis indgange på museer. Det er en rimelig fed ting, når man som studerende/rejsende måske ikke ligefrem har lommen fuld af guldmønter. Så har Australien altså også nogle enormt store flagermus, som ved solnedgangstid flyver meget lavt rundt omkring i parker og ved promenaderne. Det er et meget vildt syn, når man, som jeg, er en bypige, der sjældent ser nattens vilde dyr. Flagermusene har jeg set i både Noosa, Byron Bay og Cairns – så de findes langs hele østkysten! - Og så er pungrotter altså heller ikke helt unormale at finde i parkerne ved nattens frembrud.
Australien er også meget opmærksomme på miljøet og naturen, og overalt findes skraldespande med forskellig affaldssorteringsmærker på. Derudover minder de dig også på et hvert badeværelse om, at spare på vandet. Det er dejligt at se så stor en opmærksomhed på miljøet hernede – det kunne vi altså godt lære noget af i Danmark! Så har Australien også en del politi - indtil videre har jeg kun set få biler med dem, men til gengæld set dem både på hest (da deres heste skulle græsse i parken) og kørende på cykel ned af trapperne i Hyde Park. En noget speciel og alternativ måde at opleve autoriteterne på!
Sidst men ikke mindst skal man altså nævne australiernes attitude. De er noget af det absolut sødeste og mest hjælpsomme. De er meget nysgerrige og fortæller åbent og bredt om deres land, kultur og natur. Det har været dejligt at møde denne form for venlighed, som ikke er så underdanig eller påtrængende som i Fiji. Australien er helt sikkert blevet et af mine absolut favoritsteder, og jeg har da også taget mig selv i, at finde ud af en måde, hvorpå jeg snart kan vende tilbage hertil.

Inden vi ankom her til Sydney, har vi jo haft en friuge – altså en uge hvor vi helt selv måtte bestemme hvor, vi skulle være, hvornår vi skulle være der, og hvad vi skulle lave. Jeg og fem andre piger havde besluttet os for en tur, hvor vi startede i Cairns, der ligger i Queensland i det nordlige Australien. Her var vi ude og dykke ved Great Barrier Reef, et at de flotteste koralrev i verden. Der var virkelig smukt, og vi så fisk i alle mulige farver og former (ja, også Nemo-fisken!), rørte ved søpølser og søstjerner, samt studerede på nært hold skildpadden Leeroy. Resten af dagen blev brugt på at slappe af ude på båden, spise lækker frokost og sole sig (selv om vejret var lidt ustadigt).
Anden dag i Cairns brugte vi på en regnskovsudflugt. Vores søde guide fortalte os om skoven og faunaen i skoven, hvordan at 52 % af Australiens opdagede flora og fauna var at finde i deres regnskove, og at der bl.a. er blevet opdaget en flue, som man har navngivet Beyoncé-fluen, fordi den har en stor røv! (No pis, I kan selv slå det op!) Vi så også en lille plante kaldet Gympe Gympe smerten (betydende smerte-smerte på dansk), som er regnskovens absolut farligste plante. Den er hjerteformet og ligner at den har pels. Men hvis du strejfer den, giver den utrolig stor smerte, da den sender kemikalier ind gennem dine hårsække i huden. Smerten er blevet beskrevet som at ”der står en og skuer sandpapir på din hud, hvor den er solskoldet”. Av, av, av. Der er desværre heller ingen smertefri måde at få smerten til at forsvinde på. Hvis man ikke bliver behandlet overhovedet kan der gå op til 18 måneder inden smerten forsvinder, og den bedste måde at behandle det på, er enten ved at vokse sig på det sted, hvor den har ramt, flere gange dagligt (smerten vil dog dermed svitse de to øverste hudlag væk. Ulækkert, ik? Så i regnskoven ønsker man nok mest bare overhovedet ikke at røre ved den plante! 

Den ultrafarlige Gympe Gympe plante!!!

Vi blev også kørt til Millaa Millaa vandfaldet, som bl.a. er der hvor Peter Andre’s musikvideo ”Mystrious Girl” (fra 1994) blev optaget. Der er også blevet lavet en shampoo reklame derude fra, hvor en pige svinger med sit hår. Dette skulle vi selvfølgelig også alle sammen prøve. Vandet var dejligt fersk, og så var det sjovt at få lov til at bade i et rigtigt vandfald. Vi sluttede den tur af med at se vilde næbdyr, et meget skræmt lille dyr, der mest af alt ligner en blanding mellem en bæver og en odder.

Millaa Millaa Falls

Cairns er ellers en dejlig by, og så kan man få verdens bedste Frozen Yogurt nede ved promenaden – klart anbefalelsesværdig, hvis nogen af jer nogensinde kommer dertil! Ellers er det en meget stille og lille by, og vi følte, vi havde set langt det meste af den efter de tre dage.

Derfra tog vi et fly til Melbourne, hvilket tog os 3 timer at flyve fra nord- til Sydaustralien. Melbourne var også en rigtig fed by (og en langt større by!). Den mindede næsten en smule om New York, med en masse højhuse og en masse kunst. Her kørte der sporvogne (den ene af dem gratis). Da vi kom derned, var der ”kun” 20 grader, hvilket virkede utroligt koldt for os. Men dagen efter fik de hedebølge, og vi stod pludselig i 45 graders varme!! Det var alt, alt, for varmt, og vi kunne næsten ikke magte at lave noget overhovedet. Det lyder vildt for jer, der har haft sne hjemme i Danmark, men 45 graders varme er faktisk alt for varmt, og det var ærgerligt at vi ikke fik mere ud af dagen i Melbourne pga. varmen.
Men vi havde købt en to-dages-tur, hvor vi var ude og se de tolv apostle (primært bare tolv store klipper, som står ude i havet formet af vind og vejr). Det var virkelig, virkelig smukt og gav endnu et smukt billede af Australiens natur. Vi så også nogle forskellige andre strandbyer, regnskove, fyrtårne og klipper og så (og rørte) også vilde koalaer – hvilket jeg nu har kåret som verdens absolut sødeste dyr. Vi var et ”lille” hold på 18 mennesker (inkl. Os seks piger), der tog denne tur sammen og havde en overnatning i et lille hostel nogle timer uden for Melbourne. I vores gruppe var der bl.a. en fyr fra Colombia, der via Havanna Club havde vundet et helt års jordomrejse med alt betalt!!! Han havde været bl.a. været i Tyskland og Japan, og skulle videre til Brasilien, Rusland og Kina. Måske skulle man til at drikke noget mere Havanna Club? 

Nogle af de tolv apostle

Dagen efter tog vi først til en lille dyrefarm, hvor vi igen kælede med wallabies, kænguruer, koalaer og også så emuer, lamaer og wombats på nært hold. Varmen var næsten ulidelig, og bussen med aircon, var næsten det eneste mulige opholdssted. Så tog vi videre til Philips Island og sluttede turen af ved stranden for at se det, øen er mest kendt for: dværgpingvin ”vandring”. Ved solnedgang kommer alle dværgpingvinerne nemlig hjem fra havet for at fodre deres små pingvinunger ved skrænterne ned til havet.
De var så uendeligt søde og meget, meget bange for at komme op af vandet – det tog dem mange forsøg, før det første hold af ti små, nuttede pingvinger vraltede over stranden for at bestige sig op af skrænterne. Pingvinungerne, der tilbringer hele dagen i de små huler og reder, kan ikke selv genkende deres forældres stemmer, men forældrene kan genkende deres ungers stemmer. Derfor begynder ungerne, så snart de hører at deres forældre er på vej, at kalde og skrige efter dem, i håbet om at finde netop deres mor eller far. Det var en fantastisk og ret hjerteskærende oplevelse at se de små unger vralte rundt og kalde fortvivlet på deres forældre. Jeg tror nu alligevel, at de fleste fandt deres unger til sidst.

De andre har også oplevet spændende ting. Et par stykker tog til Frasier Island (det skulle dog ikke have været så fedt), nogle tog ind mod Ayres Rock, og drengene havde lejet en bil, som de ville køre lidt ned af østkysten med - desværre kørte de galt (det er jo ikke helt nemt, når al trafik foregår i den forkerte side af vejen), men ingen er heldigvis kommet til skade, selv om det dog umuliggjorde en del af deres tur. De måtte derfor blive i Cairns, men havde det ellers godt derfra! 

Vi har mødt så mange seje mennesker, fra alle mulige dele af verden i den sidste uges tid, og det har været skønt ikke at skulle rejse rundt som en stor gruppe på 31 mennesker. Og nu da vi endelig er landet godt i Sydney og har set Harbour Brigde, operahuset og Bondi Beach, vil jeg konkludere, at Australien bestemt er et besøg værd. For selv om man siger, at New York er verdens hovedstad, vil jeg vove at påstå at Sydney, eller Melbourne, følger lige efter - i hvert fald i sommermånederne.

De sidste dage her skal nydes i fulde drag, inden vi fortsætter turen til asien, hvor vi helt sikkert også skal prøve nogle spændende, om end ikke lidt anderledes ting. Og som min mor sagde: ”så er jeg jo hjemme i næste måned!”

Pas godt på jer selv i mellemtiden.

Sol og varme
//Lucinda. 

Cheer up, Slow down, Chill out!

Kære alle.

Vi nåede endelig fra snobbede Noosa til Surfers Paradise og Byron Bay, som står i totalt kontrast til den konservative by.

Surfers Paradise minder mest af alt om en blanding af Las Vegas og Sunny Beach. Lad mig give et eksempel. På vores ellers rene og helt okay hostel lå der på gangen et brugt kondom, der i løbet af to dage bevægede sig længere og længere nedad, den mest sete souvenir er en kopholder med et par bare bryster på, og højhuse og spillesteder ligger side om side ned til den lange, hvide strand. Jeg så op til flere gange piger kun gå rundt i en for lille bikini midt inde i byen, og hele stemningen i byen osede af druk, sex on the beach og turisme.

Vi betalte os også til en pubcrawl, der desværre ikke viste sig at være særlig fed. Men det var humoristisk, næsten sørgeligt, at se hvordan de (udelukkende) kvindelige bartendere fik mindre og mindre tøj på i løbet af aftenen. Den ene klub, Vanity, var faktisk indrettet mere eller mindre som et bordel; med en seng stående lige ved siden af dansegulvet, polestænger, et kæmpe badeværelse med make-up borde og bartendere i korset og hofteholder. Et sjældent syn i Danmark, men jeg tror, drengene nød meget godt af det. Folk her er i hvert fald meget frigjorte, og adskillige gange fik alle pigerne da også både klap i røven og spurgt om flere perverse ting. Men vi tager det bare med et gran salt og nyder en anden stemning end i Noosa.   

Byron Bay må også sige at være frigjort, men hvor Surfers Paradise minder om en dårlig udgave af 00’ernes pop-bølge, med strithår og for tætte t-shirts til for pumpede kroppe og med sloganet ”jo mindre tøj, jo rigere er du”, er Byron Bay nærmere som et lille Christiania. Jeg har set et utal af fyre med dreadlocks, folk med piercinger og tatoveringer, araberbukser, læderveste, bare fødder, fjer og frynser, og ikke mindst fyre med bare overkroppe og et surfboard (mmmmh….). Nede foran vores lokale supermarked står en gammel hippie og synger alskens hit fra 60’erne, og Bob Marleys ansigt kan købes i næsten enhver butik.
Selv om der helt klart også er meget turisme og mange backpackere her, er stemningen en anden end i Surfers Paradise. Der er bl.a. en butik på hovedgaden ved navn ”Rainbow”. Og det er skam meget bogstaveligt: alt inde i butikken er regnbuefarvet. Kjoler, blomster, hårelastikker, tasker, trøjer, armbånd, you name it. Det minder næsten om en hel Roskilde Festival, for selv om folk er ”hippie”, er de det på en meget fashionable måde. Pigerne går klædt i boheme-stil med blomster i håret, og drengene har da også lækre skjorter på, som man godt ville kunne være bekendt at gå rundt i derhjemme.
Det har da også påvirket vores gruppe en del af være i så flippede omgivelser, og raten af piger i gruppen bærende ankelkæder er næsten fordoblet på disse få dage. Flere leder da også efter fjer- og frynsetaske, og jeg selv er endt med at købe en lille skuldertaske af ægte læder, med tryk af en kamel på (men den er rigtig flot!).
Der var nemlig et lille marked i nærheden, der solgt alt fra hamp-sæbe til perler og fjer i håret til vegetarretter. Der faldt jeg også i snak med en fyr, der spurgte hvor vi var fra. Da jeg sagde ”Denmark” svarede han: ”Oh, Denmark! I’ve acutally been there once. It’s very nice. I went to Christiania.”
Nå ja, og når man kører ind I Byron Bay, møder man et skilt, hvor der står: ”Welcome to Byron Bay. Cheer up, Slow down, Chill out!” – det siger vist lidt det hele.

The Magic Bus, der kører rundt i Byron Bay

En rimelig vild ting, jeg også har oplevet her i Australien, var at SKYDIVE!! Jeg og tre andre piger fra holdet kastede os (bogstaveligt talt!) ud i faldskærmsudspring fra omkring 4 km oppe i luften. Vi havde et helt minuts frit fald inden vores instruktør foldede vores faldskærm ud. Jeg havde egentlig ikke været særlig nervøs inden jeg skulle hoppe, men i det øjeblik jeg røg ud af flyveren, var jeg sikker på, at jeg ville dø! Adrenalinen pumpede rundt i min krop, og jeg kunne ikke andet end at skrige (eller i hvert fald prøve på det), mens jeg faldt med 200 km/t gennem luften. Men det var et utroligt smukt syng at se ud over Byron Bay så højt oppefra. Desværre røg min hårelastik ud af håret, mens vi var i luften, så min instruktør fik ret ofte mit hår i øjnene – men det gik godt alligevel. Heldigvis har jeg en video som bevis, og det er bestemt noget, jeg også vil værdsætte, når jeg kommer hjem! Det var vildt skræmmende, og der går nok noget tid inden jeg gør det igen – men det var helt sikkert det værd!

I morgen starter vores friuge også her i Australien. Jeg og fem andre piger skal rejse sammen den næste uges tid. Først tager vi til Great Barrier Reef i Cairns, Queensland, hvor vi skal ud og dykke i et af verdens smukkeste koralrev. Så skal vi ud i noget af regnskoven nær Cairns, hvor vi kan være heldige både at se næbdyr, koalaer og trækænguruer, og hvor vi selvfølgelig også skal bare i vandfald! Efter en fridag i Cairns, tager vi så videre til Melbourne, Victoria, hvor vi skal til Philips Island og se dværgpingviner, og på en Ocean Road tur, hvor vi bl.a. kommer forbi de 12 apostle og en masse andre smukke naturoplevelser. Til sidst tager vi så en natbus fra Melbourne til Sydney, hvor vi skal mødes med de andre. Det bliver vildt spændende og udfordrende – både i forhold til rejsen, men også i forhold til det sociale.

I aften skal vi måske ud og drikke en enkelt øl, inden vi pakker kufferten og drager videre rundt ved Australiens østkyst!

//Lucinda. 

Højtider og kænguruer

Kære alle.

Nu er alle højtiderne overstået, og det samme er vores tid på Fiji. Fiji var dejligt og spændende at opleve, men jeg føler efterhånden også, at jeg kender det ret godt. Jeg ved ikke, om jeg tager forbi Fiji igen – men er skal i hvert fald lige gå noget tid inden, hvis jeg gør. Derfor er det rigtig skønt endelig at være kommet til Australien – selv om det også er rigtig dyrt!

Selv om jeg er færdig med Fiji, vil jeg gerne fortælle lidt om min jul, som vi jo holdt i Pacific Harbour. Jeg startede juleaftensdag d. 24. med at skulle ud og dykke med hajer! Det var den fedeste oplevelse. Vi dykkede ned til 24 m. under vandet og sad meget tæt på, mens store tyrehajer blev fodret lige foran os. Til tider kom de svømmende direkte mod os, og flere fisk svømmede ind i mig undervejs. Det var vildt fedt, og trods kæmpe bølger og søsyge, så længe vi holdt os over havets overflade, var det en totalt vild oplevelse! Vi var dog meget trætte, da vi kom tilbage, men det er helt sikkert en oplevelse, jeg gerne vil gøre igen (undskyld mor!!!). 

Om aftenen havde vi fællesmiddag i baren. Vi startede med at lege pakkeleg (jeg vandt en pakke tyggegummi – wuup!), spiste BBQ, dansede om vores plastikjuletræ og tog derefter i den lokale landsby kirke. Det var en vildt sjov oplevelse at være til julegudstjeneste i Fiji. For det første sidder man ned på sivmåtte inde i kirken. For det andet har de ikke noget orgel, så alle julesalmerne blev akkompagneret af tre guitarer. Det var ret specielt. Gudstjeneste foregik delvist på engelsk og fijiansk, og til nadver får du ingen vin eller saftevand – kun brød. Man slutter så gudstjenesten af med at give hinanden hånden og ønske hinanden en god jul. Efter gudstjeneste kørte vi hjem igen, fik dessert og affyrede lidt fyrværkeri, før de fleste af os gik i seng. Efter sådan en lang dag var vi nemlig meget trætte. Selv om juleaften ikke var som derhjemme, var det en rigtig fin aften. Men jeg vender mig nok aldrig til at danse rundt om et juletræ i 25 graders varme. Det var virkelig surrealistisk!

Det var som sagt en dejlig følelse igen at se højhuse, asfalterede veje, ordentlig supermarkeder og offentlig transport igen i Brisbane. Brisbane er en meget smuk by med en utrolig arkitektur. Klimaet her er også anderledes. I forhold til Fiji hvor vejret var meget varmt, men også utrolig fugtigt, er der her (også) varmt, men luftfugtigheden er meget lavere. Det gør, at det er rarere at gå og bevæge sig udenfor, trods den bagende hede. På vores anden dag i Brisbane nåede temperaturen nemlig op på hele 35 grader. Til gengæld tordnede, lynede og regnede det så også en del om aftenen!

Koalabjørn i Australian Zoo

Mentaliteten her er også anderledes. Folk er stadig meget hjælpsomme og venlige, men langt fra så påtrængende og underdanige som i Fiji. Og så er den australske accent virkelig fantastisk – og nem at forstå! Vi har da også allerede fået shoppet en del her i Australien. Pænt tøj er nemlig en mangelvare i Fiji.
Efter at have tilbragt to overnatninger i Brisbane kørte vi til Australian Zoo. Her har jeg nusset med både kænguruer og holdt en koala. Begge dyr, kan jeg informere om, er utrolig bløde! Jeg ville godt nok gøre meget for at få en lille koala med hjem…. Vi så også et show med Steve Irwins familie, der fodrede krokodiller. Det virkede meget amerikansk, men australierne selv var åbenbart meget vilde med det. Australian Zoo er meget stor, men mangler til gengæld hele ”de nordiske dyr” afdelingen. Det er noget man lægger mærke til, når ulve, isbjørne og rensdyr er en del af ens hverdag i Valby! Derudover var det en sjov fornøjelse at være i så kæmpe stor en zoologisk have. Københavns Zoo har slet ikke det samme udvalg!

Nytår fejrede vi her i Noosa. Noosa er en konservativ rigmandsferieby, der med en lækker strand, store hvide sommerhuse og dyre butikker, faktisk er en smule kedelig i min optik.
Vi startede dagen med at sejle kajak og surfe. Jeg har aldrig prøvet at surfe før, men ligesom med dykning, var det den sjoveste oplevelse. Når man (efter et par forsøg) endelig kommer op og stå på boardet, er det vildt sjovt. Det sværeste ved surfing er at fange bølgerne rigtigt, når du ikke har en instruktør til at skubbe dig ud i dem. Men som de sagde til os: surfing er ren balance, øvelse og teknik. Først skal du lære at stå op, derefter kan du lære at fange bølgerne. Det var fedt at starte nytårsdag med at surfe, og det kunne helt sikkert være sjovt at prøve noget mere!
Vi, der jo gik ind i 2014 9 timer før jer derhjemme, startede derefter nytårsaften med at spise middag sammen. Efter at have fået et par glas champagne og bondet med nogle af de lokale australiere, tog vi bussen (som btw er gratis hele ferien – det kunne DSB og Movia godt lære noget af!!!) ind til Noosa by, hvor vi gik rundt på et par barer. Det var en mærkelig nytårsaften, da vores gruppe ret hurtigt blev smidt ud (fordi et par af drenge blev for aggressive), og vi var da også forholdsvis tidligt hjemme af en nytårsaften at være. Folk i denne by er også bare meget konservative, hvilket gør at alt blev meget formelt og endte mere i druk end i hygge. Det var lidt ærgerligt, og jeg må indrømme, at jeg faktisk næsten savnede at holde nytår hjemme!

MEN nytåret blev da reddet ved at have 28 grader og bagende sol her d. 1. januar. Så vi tog på stranden og opfriskede vores tan lidt, inden vi i morgen skal videre til Surfers Paradise. Det bliver godt at komme videre fra Noosa – jeg har ladet mig fortælle at både Surfers Paradise og Byron Bay skulle være rimelig hippie og fest, så det bliver for lækkert!

Nu er der jo heller ikke lang tid til at vores friuge begynder. Indtil videre er planen, at jeg skal rejse sammen med to af pigerne fra holdet; først til Cairns, Townsville, Magnetic Island og Great Barrier Reef, hvor vi skal dykke, og derefter til Melbourne, Philips og måske Kangaroo Island. Jeg glæder mig rigtig meget til at være på egen hånd, selv om det helt sikkert også blive en udfordring at skulle klare sig selv i et fremmed land. Uanset kan der kun komme fede oplevelse i den næste måneds tid, for her er altså meget fedt.

Håber I alle er kommet vel ind i det nye år og ikke er blevet alt for tilskadekommet af al fyrværkeriet. (Jeg tog mig faktisk den frihed at læse dronningens nytårstale – rimelig interessant synes jeg. Venter i spænding på Thornings… Ja, selv om man er på den anden side af jorden, betyder det jo ikke, at man ikke kan følge med derhjemme, vel?)

//Lucinda

Afslutning på Fiji

Kære alle!

Først: undskyld for den manglende kontakt til mig. Nettet hernede er ikke noget at råbe hurra for, det er dyrt, og så virker det ikke. Det har været irriterende for os alle, da ingen af os har kunnet komme i kontakt med vores familier, venner eller kærester. Forhåbentlig (men langt fra sikkert!) bliver det bedre fremover. Det er også derfor, jeg ikke har kunnet lægge flere billeder op – det tager simpelthen for lang tid! Men bare rolig, alle billederne er sikkert gemt, og, om ikke andet, kommer det hele op, når jeg er kommet hjem.
Et andet klagepunkt er maden. Vi lever virkelig kun af ris, nudler og pasta. Ordentlig frugt og grønt er langt væk, og kødet er ikke ligefrem lækkert her. Det gør os både trætte og tykke – ikke så fed kombination, når man tilbringer det meste af dagen i en bikini!

Vores sidste dage i Fiji er ved at nærme sig. Det har været spændende, afslappende, men til tider også stressende at være her. Mentaliteten er helt forskellige fra DK. Der er ikke noget, der hedder ”at være der til tiden” eller at ”overholde aftaler”. Det har været noget af en udfordring for mig ikke at tage det for personligt – det er bare sådan man gør, her i Fiji!
Vi har også været rimelig uheldige. Den ene af drengene skar sig på en bambusgren (spørg mig ikke hvordan) og blev kørt til lægen og fik syet hånden. Han har den stadig i forbinding, men er ellers ved godt mod! En af de andre drenge, der også var i gang med at tage dykkercertifikat, kunne ikke udligne trykket i hans ører under et dyk, men havde valgt at dykke alligevel, hvilket resulterede i, at han sprang sin trommehinde – en dyr lektie vi andre lærte meget af. Han var rimelig nede over det, da det betød, at han ikke kunne tage sit certifikat færdigt, og derudover først må befinde sig i vand igen om en måned. Øv, øv, øv!

Der har dog også været rigtig mange positive oplevelser. Vi har bl.a. været i Suva (hovedstaden) og se ”Hobbitten 2” i 3D i deres splinternye biograf. Billetten kostede hvad der svarer til 30 danske kr., og en kæmpe stor cola med popcorn til kostede også 30 danske kr. Det kunne de danske biografer altså godt lære lidt af!
Vi har også været ude på delfintur, hvor delfinerne svømmede helt tæt på vores lille båd – så tæt, at vi næsten kunne røre dem med vores hænder. På vejen tilbage fra den tur fik vi vores guide Ash (ultra homo og super sød og hjælpsom) til at ringe til en af radiostationerne, der så dedikerede en sang til os. Det var rimelig sejt!

Delfiner tæt på båden

Dykkercertifikatet har alle nu bestået. Vi har både dykket på 10, 12 og 18 meter uden problemer. Selv om jeg har haft en meget afslappet forhold til at skulle dykke, er ens første dyk alligevel noget helt særligt: hele ens krop panikker ved første åndedræt under vandet, og den eneste tanke, der går gennem ens hoved er ”du kan jo ikke trække vejret under vandet for pokker!!!!”. Men det kan man! Og det er en virkelig vild oplevelse. Lyden af havet er meget speciel, og man føler sig utrolig lille i en kæmpe univers under havoverfladen. Koralrevene og fiskene er meget kønne her – men jeg tror, det bliver endnu bedre i Australien.
Det sværeste ved at dykke er at holde sig neutraly bouyant, altså svømmende (eller rettere sagt: liggende) præcis sådan, at det kun er ens vejrtrækning, der styrer, om man hæver eller sænker sig i vandet. Det er en svær balancegang, i hvert fald for mig, men det er meget vigtigt, når du dykker, så du ikke skal bruge så meget energi – og dermed ilt. Men tiden under vand går til gengæld meget hurtigt! Før man ved af det, har man tilbragt 40 minutter under vand. Det er en vild følelse!

Selv om vi er omgivet af palmer, sol og bikinier får vi alligevel fejret julen en smule. Vi har bl.a. set både Pyrus julekalender, ”Alene hjemme 1, 2 og 3”, holdt klippeklistre dag, pyntet baren og vores plastikjuletræ og taget billeder på stranden i bikini og nissehue! Et par af de lokale fortalte mig her den anden aften om fijianernes måde at holde juleaften på. For det første holder de først juleaften d. 25., hvor de går i kirke, spiser en god middag med familien og drikker så efterfølgende. De har denne underlige tradition: når man bliver fuld i Fiji har man retten til at ”claime” en anden persons trøje. Dvs. at hvis en i din familie eller en af dine nære venner har en bluse på (mens man er fuld), som man gerne vil have, kan man pege på den, og bede om at få den. Så skal man bytte trøjer uanset hvad. Vildt, ik? D. 26. om morgenen pakker man så gaver op sammen med familien. Så vi får d. 24. om aftenen helt for os selv!

Klippe-klistre eftermiddag

Men nu da vi har haft vores sidste undervisningstime, kan jeg fortælle lidt om, hvad vi har lært i ”skolen”. Vi har bl.a. lært noget om, hvordan vi er som menneske hver især. Hvad vi har af egenskaber, hvad vores egentlige værdier er, hvilke ting, vi skal blive bedre til. Fx har jeg fundet ud af, at jeg tilhører kategorien ”Competent”, at min bogstavskombination ud fra Jungs ideologi er ”INFJ”, og at mine værdier er Kærlighed, Tryghed og Frihed (i den rækkefølge). Jeg har lært, at jeg er eneagramtype nr. 4 (også kaldet individualisten eller romantikkeren) og at man via ujay-åndedrætten kan få en masse energi i kroppen samt blive bedre til at trække vejret. For jer lyder det sikkert meget mærkeligt, uforståeligt. Men ærligt talt er det en smule besværligt at skulle forklare det hele på skrift – så den må I altså få, når jeg kommer hjem!

Til sidst vil jeg bare ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår (in case jeg ikke kommer på nettet inden da!) Jeg glæder mig til at se alle (uden fyrværkeriskader eller andet!!!) i 2014!

//Lucinda. 

Hverdag

Kære alle!

Vi er efterhånden ved at være godt på plads i vores studiecenter, og vi har en normal hverdag kørende. Vores skema ser nogenlunde sådan ud: kl. 08.00-13.00 har vi undervisning og efterfølgende er der diverse eftermiddagsaktiviteter (volleyball turnering, træning, strandturer, fællesspisning, dykkerkursus, teambuilding etc.) Vi har undervisning i fem dage, og så har vi to dage fri (bemærk dog, at vi ikke har fri lørdag og søndag, men i stedet tirsdag og onsdag!) 

I løbet af de sidste par dage, har vi virkelig lært et og andet om Fiji. For det første er her kakerlakker. På hotelværelset. De har givet både hotellets vagter og de fire drenge på holdet en del arbejde med at slå skadedyr ihjel. Vi er (næsten) ved at vende os til det nu – og til selv at skulle slå dem ihjel!
Og nu hvor vi snakker om ubehagelige overraskelser, er der også mange der efterhånden har oplevet at blive ”angrebet” af et firben. De kravler nemlig rundt i loftet i baren om aftenen, og så er de ikke altid lige gode til at holde fast, hvilket resulterer i, at man pludselig får et firben i hovedet. Ikke så lækkert.
For det andet er det åbenbart meget normalt på denne årstid, at der ikke er noget vand. Vi oplevede forleden at vandet på hele Fiji var lukket ned fra om morgenen til sent om eftermiddagen. Det betød, at vi hverken kunne vaske hænder, koge vand, tage bad, trække ud, vaske tøj eller noget andet… Det var meget frustrerende! Ironisk nok regnede det også hele den dag (faktisk 24 timer i træk), men det afholdt os nu ikke fra at holde pool-party om aftenen!

Vi har også været på ”riverrafting” (teknisk set var det bare en lille bitte båd, som man så sad i, mens man blev kørt mod strømmen i 45 minutter). Det var en virkelig smuk oplevelse. For netop på grund af de enorme vandmængder er Fiji nok det frodigste sted, jeg i mit liv har været. Her er så sindssygt mørkegrønt, og længere inde i landet blander kæmpebambus sig med palmer og vandfald. Det var en utrolig smuk oplevelse at blive sejlet gennem Fijis ”regnskov”, og på trods af at de fleste (igen!) blev solbrændte af den tur, var det det hele værd. 

Båden sejlede os til en lille lokal landsby, hvor vi var en eftermiddag. Her så vi igen lokal stamme/spyd dans, var med i (endnu!) en kava-cermoni og fik lov at hilse kort på byens høvding. Ja, sådan nogle findes stadig!
Vi så også byens lokale skole, en boarding skole, hvor tre andre landsbyer omkring floden også brugte. Den var meget slidt og havde været oversvømmet i 2009 – så de manglede en del skolebøger etc. Det var en mærkelig oplevelse at se en u-landsskole, uden stole, uden ordentlige borde og med ødelagte vinduer.

Børnene i byen havde dog juleferie, og de smilte hilste og kiggede meget på os, da vi kom.
Fijianerne er et meget smukt folkefærd, synes jeg. De har et afrikansk udseende, men dog på deres egen særlig måde. Hvis man altså ser forbi den store del af befolkningen, der er indiske – dem ser man nemlig også over det hele!

Søde børn i landsbyen!

17 af os på holdet (lidt over halvdelen) er i gang med at tage dykkercertifikat, og vi har netop lige færdiggjort vores teori undervisning. Det har været lidt hårdt og anstrengende at skulle lære det hele på fijiengelsk, men alle bestod prøven til sidst. Nu ved jeg bl.a. en masse om tryk, nitrogen-narkose og dykkersyge, samt hvad alle de underlige dimser, man skal have på, hedder. I morgen skal vi ud på vores første prøvedyk (dog kun i poolen), og når vi så har bestået den fysiske del af kurset, skal jeg ud og dykke med hajer – det bliver alt for vildt!

Lige nu kan man kun klage over én ting: at ens myggespray bare ikke er stærk nok! Alles ben og arme er helt røde og hævede af myggestik. Vær glad for, at I slipper for det derhjemme!

//Lucinda.