Afslutning på Vietnam

Kære alle.

Undskyld for den lange tavshed fra min side af, men jeg har lavet så meget, at jeg knap nok har haft tid til at trække vejret!

Først tog vi fra Hoi An til Nha Trang. Her mødte vi vores danske guide, kaldet ”Bosse”, der er bosat i Nha Trang, har kone og børn her og ved praktisk talt alt om Vietnam! Han driver et rejsebureau, som samarbejder med DSC (min højskole). Han hjalp os med alt og besvarede alle vores spørgsmål – og så gav han gratis morgenmad hjemme hos ham selv hver morgen. Ikke dårligt!
Men nu til selve byen Nha Trang. Man kan vist roligt kalde det for Vietnams svar på Sunny Beach. Der lå en lækker strand lige ved, hvor vi boede, der var meget turistet (hvilket betød at restauranter med vestligt mad var over det hele = mums!!!), og så kom vi også op på de 30 grader. I Nha Trang brugte vi både tid på stranden, men at shoppe, fået lagt mani- og pedicure og været i mudderbad. Nogle fik også massage, andre slikkede bare sol dagen lang. Det var dejligt at se mange turister i byen, men desværre er netop Nha Trang i disse år meget eftertragtet af russere. Det betyder at alle skilte, menukort etc. Står på vietnamesisk og russisk, og selv vietnameserne virker godt trætte af russerne, der larmer, er uhøflige og bare kommer på charterferie. Dog spår vietnameserne selv, at den russiske turisme vil bevæge sig opad mod Hoi An inden for de næste par år. Det er lidt trist at tænke på, at hyggelige, rolige Hoi An skal belemres med russere – men på den anden side vil det gøre Nha Trang til en meget mere eftertragtet by!

Men russernes tilstedeværelse forhindrede os da ikke i at tage et par byture. Nha Trang er nemlig en af de bedste festbyer i Vietnam. Vi var bl.a. på et klub, kaldet ”Sailing Club”, hvor der var et hav af vietnamesere, en kæmpe DJ-scene på stranden og proppet med mennesker. Det var en underligt oplevelse faktisk at føle sig en smule udenfor pga. ens hud- og hårfarve i forhold til de andre festende gæster. Men om ikke andet fik vi set en masse sjove moves, tykke, hvide, gamle mænd, der lige pludselig scorede tre vietnameserdamer på én aften, og drak en masse (riiiimelig stærke) drinks.
Her I Nha Trang brugte jeg og fire andre piger også nogle penge på, at tage på en easy rider tour. Det går i princippet bare ud på, at man sætter sig op bag på en motorcykel og kører så i (for vores vedkommende) to dages tid. Vi i vores gruppe kørte op til højlandet i Daklak området. Her så vi bl.a. peber-, kakao-, kaffe- og sukkerørsplantager, lokal gademad, holdt pythonslanger, var oppe på verdens 2. største sten, red på elefanter og kørt gennem et uendeligt smuk landskab, med grønne rismarker og vandbøfler til begge sider. Selv om det, for mig, var meget grænseoverskridende at skulle sætte sig bag på en motorcykel, med en vietnamesisk fyr til at ledsage dig i 2 dage, var det helt sikkert noget, jeg er glad for at have oplevet!

Elefantridning på Easy Rider Turen

Fra Nha Trang tog vi så toget ned til Saigon (nu kaldet Ho Chi Minh City). Her har vi spist på en dansk restaurant kaldet Storm P, hvor vi alle (næsten grædefærdige af lykke) fik både rugbrødsmader, stegt flæsk, karbonader, frikadeller, millionbøffer og andet godt. Det var en dejlig og meget tiltrængt fornøjelse! Så har vi bl.a. også set paladset i byen og deres War-museum, som (selvfølgelig) omhandler vietnamkrigen. Det er meget tydeligt at se, hvilken diskurs der bliver lagt fra vietnamesernes side i spørgsmålet om, hvem der var grummest i krigen, men med kritiske øjne lærer man at sortere det unødvendige propaganda fra. Men hvad der dog rørte mig meget, var et rum fyldt af billeder af misdannede børn i forskellige aldre. Deres misdannelser er nemlig resultatet af en angrebsmetode fra USA's side, der senere skulle vise sig at give fatale konsekvenser. ”Agent Orange”, som det blev kaldt, var en måde for USA hvorpå, de ødelagde, ikke alene miljøet i dele af Vietnam, men også befolkningens gener. De sprøjtede skovene og miljøerne med det, der hedder dioxin, som er et kemikalie, der (så vidt jeg har forstået) bl.a. får træerne til at miste deres blade – for evigt. Derudover skaber det også alvorlige genmutationer. Man sprøjtede med det, for på den måde hurtigt at ødelægge guerillaens gemmesteder og derved få nemmere ved at knuse den stærke landguerilla. Men problemet med dioxin er, at det ikke er blevet renset ud af olien og jorden i Vietnam endnu. Det betyder, at mange børn bliver født misdannede og vanskabte, uden ben, arme, øjne, med store bylder, defekte ansigter, manglende hænder, fingrer og andre misdannede legemsdele. Det var nogle virkelig uhyggelige billeder at se, der satte mange følelser og tanker i gang omkring krigen. Især fordi vi faktisk flere gange har set nogle af disse ”misdannede” mennesker gå rundt på gaden og tigge. Det er en barsk virkelighed!

MEN en i krig er ingen hellige, og efter at have været ude og besøge Cu Chi Tunnels, er min foragt for vietnamesernes besættelse af krigen, vokset. Cu Chi Tunnels er de tunneller, som vietnamesernes guerillahær havde bygget og brugte under krigen. Udover at det er fuldstændig ud over min logiske sans, hvordan de har kunnet grave, bygge og skabe sådan et sejt fungerende undergrundssystem, er det mig en gåde, hvordan de har kunnet bevæge sig i de ultrasmå klaustrofobiske gange uden at gå i panik. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ned i en af tunnellerne, da jeg vidste, at jeg ville gå i panik.
Men lige så meget som jeg beundrer de små vietnamesere for deres kløgt, lige så meget væmmedes jeg ved deres måde at omtale krigen på. Vi startede hele vores rundvisning med at se en film om nogle af guerillakrigerne. Der var bl.a. en pige (på vel omkring min alder?), der, som de sagde i filmen, ”succeeded in killing 116 American soldiers.” Succeeded in???!!! Det er vel aldrig en succes at dræbe et andet menneske – uanset om det er i krig eller ej. Og når du først fik lov at se deres ”fælder”, hvorpå de fangede amerikanske soldater og lod dem bløde til døde, er man ikke længere i tvivl om, at den krig (selvfølgelig) aldrig burde have fundet sted, men mest af alt, at begge sider var lige gode om det.

Vi har også overnattet to døgn i Mekong Deltaet (området omkring floden Mekong, der bl.a. også løbet igennem Kina, Laos og Cambodja). Der var vi på cykeltur på landet, hørte lokal musik, drak risvin med slanger (!!!!), så hvordan de lavede karameller på kokosmælk, og smagte på "poprice" og "popnoodles" (ja, ligesom popcorn, bare med ris og nudler i stedet!). Det var dejligt at komme lidt ud på landet, og få lidt renere luft i lungerne. 

Så når man ser bort fra deres hadefulde holdning til Vietnamkrigen, har jeg nydt at være her. Selv om jeg nok aldrig helt vænner mig til deres opførsel, som på så mange måder er forskelligt fra vores vestlige kultur og kutyme, vil jeg helt sikkert savne landet, når vi rejser i morgen tidlig. Men det bliver nu også rart at komme lidt videre. Og nu nærmer tiden sig jo, hvor der kun er 11 dage tilbage inden vores hjemrejse! Det bliver for mærkeligt at komme hjem, selv om jeg nu savner alle en hel del. Og så er jeg efterhånden også ved at være godt træt af at leve i en kuffert.

Jeg glæder mig til at se jer alle!

//Lucinda.